EU-domstolen (CJEU) har afsagt dom i sag (C-629/23). Sagen er en præjudiciel sag, hvor den Estiske højesteret på baggrund af en tvist mellem NGO’en Estiske store rovdyr og Estlands Miljøkontor har bedt CJEU om en afgørelse i nogle principielle spørgsmål.

Sagen handler blandt andet om hvorvidt gunstig bevaringsstatus skal vurderes på nationalt og lokalt plan, eller om det skal vurderes på baggrund af den samlede bestand i EU.

Det spørgsmål blev afgjort i en anden præjudiciel dom (C-601/22) i 2024, hvor det blev slået fat at gunstig bevaringsstatus skel vurderes på biogeografisk niveau, men først når det forudgående er konstateret at der er gunstig bevaringsstatus nationalt og lokalt.

Der er rejst flere spørgsmål i to sager (C-601/22) og (C – 629/23). Her handler det kun om domstolens afgørelse i forbindelse med vurdering af det geografiske område der skal ligge til grund for opgørelsen af gunstig bevaringsstatus.

Den eneste store forskel er mellem sag (C-601/22) og (C-629/23), er at dommen i den østrigske sag (C-601/22) blev afsagt, da ulven stadig var ”strengt beskyttet” (bilag 4), og den estiske sag (C-629/23), hvor ulven altid har været ”beskyttet” (bilag 5)

Gunstig bevaringsstatus for arter (ulven) er beskrevet i Habitatdirektivets Artikel 1 i). Al sund fornuft tilsiger at, når det ikke fremgår af artikel 1 i) at gunstig bevaringsstatus er begrundet i arts beskyttelsesgrad, må gunstig bevaringsstatus for en ”strengt beskyttet” art og en ”beskyttet art skulle vurderes efter samme principper.

Det harmonerer fint med at de to domme i spørgsmålet om, på hvilket geografisk niveau gunstig bevaringsstatus skal vurderes, er stort set ens.

Når dommen i (C-629/23) er interessant er det fordi ulvenes beskyttelsesgrad nu er nedgraderet til ”beskyttet”, og denne sag netop omhandler en ”beskyttet” art.

Forskellen i dommen i sag (C-629/23) og sag (C601/22) er der i (C-629/23) er tilføjet, at der kan tages hensyn til indvandring fra andre EU og lande der har underskrevet Bernkonventionen, under forudsætning af at der er klarhed over den eksisterende immigration og den forventede fremtidige immigration.

BEMÆRK: Ovenstående ændrer ikke ved at udgangspunktet for vurdering ulvebestanden i Danmark IKKE kan indregnes dele af- eller hele den tyske bestand i forhold til at opgøre gunstig bevaring af de danske ulve. Dog er det muligt at indregne immigrationen af ulve fra Tyskland, forudsat at det er sandsynligt at den ikke vil være faldende i fremtiden.

Konklusion:

Som udgangspunkt skal der være gunstig bevaringsstatus i ulvebestanden, inden for Danmarks grænser før der kan drives egentlig jagt på de danske ulve.

En sidebemærkning

Det skal nævnes at, at den danske regering, ligesom i to foregående sager (C-601/22) og (C – 674/17) har valgt den emsige linje, og også i denne sag afgivet indlæg i sagen (Det skal ses i lyset af at det kun er ganske få lande der vælger at afgive indlæg). Det vidner om at Danmark anlægger en aggressiv politisk linje for at bekæmpe ulven.

Tekster kopieret fra dommen:

Spørgsmålet stillet af den estiske højesteret

1)      Skal habitatdirektivets artikel 14, stk. 1, fortolkes således, at [vedtagelse af en af de heri nævnte foranstaltninger indebærer] en forpligtelse til […] at sikre en gunstig bevaringsstatus [som omhandlet i direktivets artikel 1, litra i),] for en regional bestand af en art i en bestemt medlemsstat, eller kan der tages hensyn til bevaringsstatussen for den samlede bestand på Den Europæiske Unions medlemsstaters område?

Præmis 47  

47    Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis vedrørende habitatdirektivets artikel 16, som giver medlemsstaterne mulighed for at fravige bestemmelserne i direktivets artikel 12-15, og hvis anvendelse ligeledes afhænger af bl.a. opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, at denne status skal foreligge og, i første omgang og nødvendigvis, vurderes på lokalt og nationalt plan, således at en ugunstig bevaringsstatus på en medlemsstats område eller en del heraf ikke skjules af virkningen af en vurdering, der alene foretages på grænseoverskridende plan, og hvoraf det fremgår, at den nævnte art har en gunstig bevaringsstatus (dom af 11.7.2024, WWF Österreich m.fl., C-601/22, EU:C:2024:595, præmis 57).

Dommen (1. afsnit)

artens gunstige bevaringsstatus status skal foreligge og, i første omgang og nødvendigvis, vurderes på lokalt og nationalt plan. I forbindelse med vurderingen med henblik på vedtagelse af forvaltningsforanstaltninger i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 92/43, som ændret, af, om bevaringsstatussen for en dyreart, der er en del af en bestand, hvis naturlige udbredelsesområde strækker sig ud over medlemsstatens område, er »gunstig« som omhandlet i nævnte artikel 1, litra i), kan medlemsstaten imidlertid tage hensyn til udvekslingen mellem bestanden af den pågældende art på dens område på den ene side og bestandene af arten i nabomedlemsstaterne eller de tilgrænsende tredjelande på den anden side. Ved vurderingen af, hvilken betydning der skal tillægges en sådan udveksling, skal den pågældende medlemsstat navnlig tage hensyn til alle forventelige og sandsynlige ændringer, som kan påvirke udvekslingen, til niveauet af den retlige beskyttelse, som disse andre medlemsstater og tredjelande sikrer, og til graden af samarbejde mellem deres kompetente myndigheder.