Hvor blev ulvene af?

En ny optællingsmetode medførte tilsyneladende, at der som ved et trylleslag var en del færre ulve i Danmark!

Det er lige præcis det, der er faldet Jeppe Bruus – og mange andre for brystet, og det der fik ham til at rapportere antallet af ulve i Danmark som ”ukendt” til EU. Han tror ganske enkelt ikke på forskerne.

Hvad skal man så tro?

Man skal tage forskernes tal på 42 ulve i landet for gode varer.

Sådan gjorde man!

Tidligere, før 2024, opgjorde forskerne ved den nationale ulveovervågning ulvebestanden på individniveau. Den primære kilde til information var DNA-prøver fra fæces (ulveafføring). Billeder fra de mange vildtkameraer var også en vigtig informationskilde

Så længe ulvebestanden var under etablering og der var relativt få individer, virkede den metode med rimelig succes. Svagheden var, at når en ulv forsvandt, gik der et år før ulven blev registreret som død. Det medførte, at der ikke altid var så mange ulve, som tallene viste.

Sådan gør man!

I dag opgøres ulvebestanden ved at tælle antallet af par, der yngler og gange med en faktor, som i Danmark er 7.

I Danmark er der i år 6 ynglende par, og ganget med den anvendte faktor 7, bliver ulvebestanden dermed opgjort til 42 individer.

Denne metode er internationalt anerkendt. Den er anbefalet af IUCN* ((International Union for Conservation of Nature), og brugt i mange af de øvrige EU-lande, blandt andet Tyskland (Faktor 6,3), Belgien (Faktor 4) og Sverige (Faktor 10). IUCN anbefaler at anvende faktor 6-8.

Hvilken metode rammer bedst?

I en bestand der er under etablering, hvilket man må sige, at den danske bestand har været fra 2012 og frem til for nylig, vil der være forholdsvis mange ulve, som ikke har fået etableret sig, og par, der endnu ikke har fået hvalpe. I den situation er det bedst at tælle ulve på individniveau, da metoden med ”ynglende par” vil ramme ved siden af og vise, at der næsten ingen ulve er i landet, selv om der er mange enlige og par uden hvalpe. Derfor har det givet god mening at anvende DNA-metoden tidligere.

Så længe der var midler til at få taget et tilpas stort antal DNA-prøver i forhold til antallet af ulve, var det muligt at tælle ulven med rimelig nøjagtighed, med forbehold for tidligere beskrevne svaghed.

I en etableret bestand, som der nu må siges at være, virker metoden med at tælle ynglende par og gange med en faktor (i Danmark 7) med ret stor nøjagtighed. Når det samtidig tages i betragtning at der ikke længere var midler til at få foretaget den nødvendige antal DNA-prøver, kan metoden med optælling på individniveau ganske enkelt ikke bruges. Forskerne har styr på hvor mange hvalpe der fødes. Det får de information om via de mange vildtkameraer, der anvendes. Men dødeligheden blandt hvalpe såvel som voksne er ukendte.

Det betyder, at det ser ud som om, at vi har en langt større bestand end hvad der i virkeligheden er.  Det er årsagen til, at det på papiret så ud som om der ”forsvandt” en stor del ulve da forskerne skiftede optællingsmetode. Ulvene forsvandt dog ikke som ved et trylleslag – de var allerede forsvundet langt tidligere, men forskerne havde ikke haft mulighed for at registre det.

Hvor er myndighederne og ministeren i denne sag?

Ministeren og SGAV undrer sig over, at forskerne skiftede optællingsmetode.

Det burde ellers ikke være kommet bag på dem, for det er nu kommet frem at SGAV var orienteret om det ad to omgange. Hertil kommer, at der i kontrakten fra 2024 mellem myndighederne (MST) og forskerne, modsat tidligere kontrakter, ikke var krav om forskerne skulle oplyse et bestandsantal, men give myndighederne en IDÉ om antallet af ulve.

På den baggrund må det siges, at ministerens og SGAVs kritik af forskerne rammer helt ved siden af.

Jeppe Bruus har indrapporteret antallet af ulve i Danmark som ”Ukendt” i forbindelse med den obligatoriske indrapportering til EU ifølge Habitatdirektivets artikel 17.

Hvorfor?

Det må enten være fordi han ikke forstår problematikken og derfor ikke accepterer forskernes tal på 42, eller – måske mere sandsynligt, at han ofrer fakta og videnskab for at køre sit politiske projekt igennem. Det må stå klart for enhver, at Jeppe Bruus’ egentlige mål slet og ret er at komme i gang med at skyde ulve i Danmark. Det bekræftes af, at han tilsidesætter forskernes videnskabelige arbejde og har indrapporteret at de danske ulve er i ”gunstig bevaringsstatus” til EU, til trods for at forskerne mener ulvene er i ”STÆRK ugunstig bevaringsstatus”. I øvrigt er det et paradoks at han indrapporterer ”Gunstig bevaringsstatus” uden han ved hvor mange ulve der er i landet.

*   I en specialist gruppe under IUCN, LCIE (Large Carnivore Initiative Europe) sidder nogle af de førende ulveforskere i Europa heriblandt John D Linnell og Luigi Boitani.