Ulvetid har interveneret i Green Impacts sagsanlæg ved EU-Domstolen mod EU-kommissionens nedgradering af ulvens beskyttelsesstatus.

NGOérne, Green Impact ETS, Earth ODV, Nagy Tavak és Vizes Élőhelyek Szövetsége, LNDC Animal Protection APS, og One Voice, har indklaget EU-kommissionen for EU-domstolen (T-563/25) med påstand om flere ulovlige forhold ved nedgraderingen af ulvens beskyttelsesstatus.

I starten af november fik vi blandt andre en opfordring til at støtte op om sagsanlægget ved at intervenere. Det sagde vi ja til og har betalt ca. 1800 kr. til advokatbistand for at for at udvirke de nødvendige dokumenter for at få interveneringen officiel.

I Ulvetid har vi troen på, der er en rimelig chance for at vinde sagen. Arie Trouwborst Professor of Nature Conservation Law. Har tidligere skrevet at, hvis beslutningen om at nedgradere ulven i Habitatdirektivet blev udfordret, vurderede han at der var en god mulighed for at vinde sagen.

SØGSMÅLET:

Første anbringende om manglende overholdelse af de materielle formkrav og en procedurefejl som følge af en fejlagtig angivelse af retsgrundlaget og en ændring af afstemningsproceduren.

Sagsøgerne påberåber sig en alvorlig fejl, der gør direktivet ugyldigt – noget som Domstolen også kan påberåbe sig af egen drift – som følge af en fejlagtig angivelse af retsgrundlaget for vedtagelsen af ​​det anfægtede direktiv. I stedet for den specifikke procedure, der er fastsat i artikel 19, andet afsnit, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, som kræver, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, hvis det ønsker at ændre bilag IV, har EU-lovgiver anvendt den almindelige lovgivningsprocedure i henhold til artikel 192, stk. 1, i TEUF.

Den “skrevne” procedure i henhold til artikel 19 udgør en lex specialis i forhold til den generelle ordning og kan kun omgås ved en forudgående ændring af habitatdirektivet.

Derudover havde den valgte procedure ikke kun indflydelse på godkendelsesmetoden, men også på retsaktens juridiske form, som burde have haft form af en afgørelse og ikke et direktiv. Denne fejl blev forværret af Europa-Parlamentets valg om at anvende hasteproceduren i henhold til artikel 170 i sin forretningsorden, uden at der var nogen offentligt kendt grund til at gøre det, hvilket gav anledning til en yderligere begrænsning af processuelle garantier.

Andet anbringende om manglende høring af interesserede parter og tilsidesættelse af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af bestemmelserne i Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningstagning og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på fællesskabsinstitutioner og -organer.

Sagsøgerne påberåber sig en procedurefejl i form af manglende høring af interesserede miljøorganisationer i strid med retten til deltagelse, der er fastsat i artikel 9 i forordning (EF) nr. 1367/2006, som gennemførte Århuskonventionen i henhold til EU-retten. I henhold til retspraksis og i overensstemmelse med forordningens formål har miljøorganisationer ret til at deltage i processen med at træffe beslutninger vedrørende miljøet, for så vidt som de interesserede parter har en kvalificeret og anerkendt interesse.

Retten til at blive hørt indebærer en forpligtelse for de europæiske institutioner til at sikre effektiv inddragelse af interesserede parter i beslutningsprocessen, således at de med deres egne tekniske og videnskabelige kompetencer kan bidrage til vurderingen af ​​miljøpåvirkningen og til vægtningen af ​​de involverede interesser.

Denne forpligtelse blev fuldstændig tilsidesat i den procedure, der førte til vedtagelsen af ​​det anfægtede direktiv. Institutionerne, især Kommissionen, nægtede bevidst de sagsøgende sammenslutninger enhver form for dialog, på trods af at disse sammenslutninger formelt havde anmodet om at blive hørt.

Tredje anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse i henhold til artikel 191, stk. 3, i TEUF og artikel 19 i habitatdirektivet.

Sagsøgerne hævder, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2025/1237 af 17. juni 2025 om ændring af Rådets direktiv 92/43/EØF for så vidt angår ulvens (Canis lupus) beskyttelsesstatus enten mangler eller er utilstrækkeligt begrundet, hvilket udgør en væsentlig formel fejl, der medfører annullation af direktivet.

Artikel 191, stk. 3, i TEUF og artikel 19 i habitatdirektivet kræver, at enhver ændring af listerne over beskyttede arter skal baseres på et teknisk og videnskabeligt grundlag; et sådant grundlag mangler i det anfægtede direktiv.

Begrundelsen mangler også med hensyn til offentlighedens deltagelse i beslutningsprocessen vedrørende miljøet, hvilket er i strid med artikel 9 i forordning (EF) nr. 1367/2006. Det anfægtede direktiv angiver hverken, hvordan institutionerne har opfyldt deres begrundelsespligt, eller giver nogen begrundelser for manglende begrundelse.

Fjerde anbringende om overtrædelser af forordning (EF) 1367/2006 og af de sagsøgende sammenslutningers ret til at deltage.

Sagsøgerne påberåber sig manglende opfyldelse af forpligtelsen til at garantere offentlighedens deltagelse i udarbejdelsen og ændringen af ​​miljøplaner eller -programmer, som krævet i artikel 9 i forordning (EF) 1367/2006.

EU-institutionerne har ikke udarbejdet nogen foranstaltninger, der skal muliggøre effektiv deltagelse af miljøsammenslutninger, og de har heller ikke givet oplysninger om tidsplaner, detaljer eller relevante adressater, hvilket er i strid med hver af stk. 3, 4 og 5 i artikel 9.

Sagsøgerne understreger, at der ikke blev indført nogen dialog-, konsultations- eller diskussionsmekanisme hverken under forberedelsesfasen for ændringen af ​​Bernkonventionen eller under vedtagelsen af ​​direktiv (EU) 2025/1237.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om den bedste tilgængelige videnskab, der er fastsat i artikel 191, stk. 3, i TEUF, og manglende gennemførelse af en ajourført og uafhængig videnskabelig vurdering.

Sagsøgerne påberåber sig en tilsidesættelse af princippet om den bedste tilgængelige videnskab, der er nedfældet i artikel 191, stk. 3, i TEUF og anerkendt i Domstolens retspraksis, hvorefter afgørelser vedrørende miljøet skal baseres på pålidelige, ajourførte og objektive videnskabelige data.

Det anfægtede direktiv var ikke ledsaget af nogen videnskabelig vurdering, der bekræftede, at ulven har opnået en gunstig bevaringsstatus i Den Europæiske Union, og der blev heller ikke udarbejdet en ajourført og uafhængig undersøgelse på vegne af Kommissionen, Parlamentet og Rådet.

Tværtimod er forslaget om at fjerne ulven fra bilaget baseret på generelle, uverificerbare antagelser og på en politisk fortælling uden nogen streng økologisk analyse. Det følger heraf, at direktiv (EU) 2025/1237 er baseret på et vilkårligt grundlag og ikke er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions grundlæggende miljøbeskyttelsesprincipper, som omfatter forsigtighedsprincippet, princippet om, at der skal træffes forebyggende foranstaltninger, og frem for alt princippet om den bedste tilgængelige videnskab, som kræver en streng forsigtighedsvurdering af, om de vedtagne foranstaltninger er teknisk velbegrundede.

I mangel af denne vurdering er hele beslutningsprocessen mangelfuld, og det anfægtede direktiv skal anses for ulovligt, fordi det ikke overholder et kardinalprincip i EU’s miljøret.