Til SGAV

Hvad er det der sker i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV)?

Når vi, i foreningen Ulvetid ser tilbage i tiden, til dengang ulvens forvaltning lå i Miljøstyrelsens regi, undrer vi os over den negative drejning forvaltningen af ulven har taget siden den er flyttet over i SGAV-regi. Tidligere forvaltede Miljøstyrelsen ulvene i Danmark på loyal vis i forhold til Habitatdirektivet.

Det virker som om fokus er flyttet fra at sikre får og andre husdyr og nu fokuserer på at få skudt en eller flere ulve. Det til trods for at det ikke hjælper at skyde ulve.

Sammenholdt med udtalelser, handlinger samt ulvehandlingsplanen som kommer fra ministeren, Jeppe Bruus kan vi kun tolke den drejning der er sket i styrelsen, sådan at styrelsen nu er holdt i stramme tøjler, af en minister, der af politiske grunde ønsker at få en ulv, eller flere skudt. Af samme årsag sender vi denne henvendelse til ministeren i kopi.

Herunder har vi beskrevet tre af de mest problematiske forhold.

ANGÅENDE 4-TRÅEDE FORSØGSHEGN

Det fremgår af flere aktindsigter Ulvetid har fået, at SGAV accepterer at ulve der angriber husdyr bag et 4-trådet forsøgshegn kategoriseres som en problemulv, der kan udstedes reguleringstilladelse på. Det er problematisk, dels fordi det ikke harmonere med det som styrelsen tidligere har oplyst, og dels fordi det ikke er i overensstemmelse med Habitatdirektivet.

I et notat fra Miljøstyrelsen af 29. maj 2020 fremgår at på side 3 at: ”EVT. GENTAGNE ULVEANGREB BAG ALTERNATIVE MOBILE ULVESIKREDE HEGN MEDFØRER IKKE, AT EN ULV PÅ DENNE BAGGRUND KAN UDPEGES SOM PROBLEMULV (jf. Ministeriets definition herfor) da effekten af disse hegn er ukendt og alt andet lige må forventes at være ringere end effekten af almindelige ulvesikrede hegn”

Da forsøget med de 4-tråede hegn blev igangsat, forespurgte Ulvetid – i en aktindsigt – om årsagen til at man startede et forsøg op med 4 tråde, når alle andre EU-lande anvender 5 tråde.  Det fremgik af dokumenter vi modtog fra styrelsen at de 4-tråede hegn blev efterspurgt på borgermøder og lign.

Af samme aktindsigt fremgår det, at der i marts 2020 har været en del kommunikation mellem styrelsen og formanden for Danske Lammeproducenter, Per Ploug, samt landets største fåreavler Jørgen Blazejewicz. Ud fra dokumenterne vedrørende denne kommunikation fremgår det klart, at forsøget med de 4-tråede hegn, var fåreavlernes ide, idet deres maskiner ikke kunne opsætte mere end 4-tråede hegn i én arbejdsgang. De 4-tråede hegn er altså et resultat af fåreavlernes behov og ikke et fagligt videnskabeligt forsøg.

De maskiner som fåreavlerne anvender fås til både 5 og 6 tråde. Forsøget var altså initieret af en spareøvelse hos fåreavlerne.

At disse forsøgshegn ikke levede op standarden af et godkendt ulvesikret hegn, var styrelsen opmærksom på allerede i april 2020.

Det fremgår af et referat fra Vildtforvaltningsrådet fra 30. april 2020 at ” Vi (styrelsen) er begyndt at skelne mellem om angrebene er sket hos erhvervs- eller hobby avlere, samt under mobile eller stationære hegn. Der tegner sig et tydeligt billede af, at hovedparten af angrebene i 2020 er sket bag mobile hegn hos erhvervsdrivende fårehold. De anvendte mobile hegn udgør i denne sammenhæng en udfordring ”

I henhold til Habitatdirektivets artikel 16 stk. 1, kan medlemsstaterne fravige bestemmelserne i artikel 12, 13, 14 og 15, litra a) og b): ”hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.

Det er altså en betingelse, for at indrømme tilladelse til regulering på en ulv at ”der ikke findes nogen anden brugbar løsning”. Det understøttes af præmis 51 i Tapiolasagen, sag (C-674/17) og punkt (3-56) og (3-60) i Kommissionens Vejledning om streng beskyttelse af dyrearter af fællesskabsbetydning i henhold til Habitatdirektivet, herefter ”Vejledningen”.

Det er derfor ikke bare problematisk i forhold til styrelsens oprindelige udmelding om at ”ulveangreb bag alternative mobile ulvesikrede hegn medfører ikke, at en ulv på denne baggrund kan udpeges som problemulv”. Men specielt fordi der findes en anden brugbar løsning ved at opgradere til GODKENDTE 5-tråede hegn Type 1 og 2.

Det er derfor uforeneligt med artikel 16 i Habitatdirektivet at udstede reguleringstilladelser, uden først at tage den anden brugbare løsning i brug.

Status er at denne ulovlige praksis har medført en forlængelse af reguleringstilladelserne på ulv i Klosterhedereviret frem til 5. januar. Angrebet der gav anledning til forlængelsen skete bag et 4-trådet forsøgshegn syd for Struer. Dette hegn havde yderligere en utilstrækkelig jordforbindelse og nogle steder en for stor afstand mellem trådene. Afstanden mellem trådene er speciel kritisk i og med at afstanden mellem trådene i forvejen er stor som følge af ”den manglende tråd”

Reguleringstilladelser ved Ikast er ej heller lovlige, da der også her er tale om et 4-trådet forsøgshegn.

Alle tilladelser til regulering af ulv, som er givet på baggrund af et angreb bag et 4-trådet hegn, skal annulleres og stoppes i fremtiden. Det er en ulovlig praksis.

ANGÅENDE STYRELSENS BEGRUNDELSE I FORBINDELSE MED GUNSTIG BEVARINGSSTATUS:

Det er problematisk at SGAV oplyser at ”Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vurderer videre, at reguleringen af ulven ikke hindre opretholdelse af bestandens bevaringsstatus, da fjernelsen af det ene individ ikke vil hindre, ej heller forsinke, at ulven opnår gunstig bevaringsstatus i Danmark, da ulven i Danmark er i fremgang” i reguleringstilladelserne.

For det første, er der i årene fra 2021 til og med 2024 født 71 ulvehvalpe, som det – med 3 undtagelser – ikke er muligt at gøre rede for. Ingen aner hvor de er og om de overhovedet er i live.

For det andet har Professor Peter Sunde ifølge ”Aktuel Naturvidenskab” udtalt: ”Der er registreret 44 ulve i Danmark, 7 ud af 9 par har fået hvalpe i år, men der er stadig kun 10 revirer – et tal der ikke stiger, selvom bestanden gør det. “Det er overraskende og underligt. Man ville forvente en øgning i takt med antallet af unge ulve, men det er endnu ikke sket, og vi har ingen god biologisk forklaring”.

Der er således god grund til at se nærmere på ulvens situation i Danmark, inden man uden videre konkluderer at reguleringen ikke er til hinder for at ulvene opnår gunstig bevaringsstatus.

Det er ”et must”, at foretage en seriøs beregning af ulvenes bevaringsstatus. Det fremgår af ”vejledningen” og dommen i Sag (C-674/17).

I følge punkt 3-71 i ”Vejledning” samt præmis 66 – 69 i EU-domstolens dom i sag (C – 674/17), fremgår det at: Når der ikke foreligger tilstrækkeligt robuste og pålidelige data til at påvise, at en arts bevaringsstatus er gunstig, og/eller at sikre, at fravigelsen ikke påvirker artens bevaringsstatus negativt, bør forsigtighedsprincippet (som kræver, at bevaringsmålene prioriteres i tilfælde af usikkerhed) finde anvendelse, så der ikke indrømmes nogen fravigelser.

Domstolen påpegede i præmis 68 i sag C-674/17, at ” Dernæst bemærkes hvad angår betydningen af en arts ugunstige bevaringsstatus for muligheden for at tillade fravigelser i henhold til habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, at Domstolen allerede har fastslået, at indrømmelse af sådanne fravigelser fortsat undtagelsesvis er mulig, når det er behørigt bevist, at de ikke kan forværre de pågældende bestandes ugunstige bevaringsstatus eller forhindre deres genetablering i en gunstig bevaringsstatus.”

Det forhold at ministeren har valgt at se bort fra faglige, videnskabelige data fra forskerne, og har indberettet antallet af ulve i Danmark som værende ”UKENDT” i forbindelse med den obligatoriske artikel 17 indberetning i 2025, understreger at det er meget problematisk at vurderer ulvens bevaringsstatus i Danmark.

Med et ukendt antal ulve i Danmark, og SGAV’s helt utilstrækkelige vurdering af virkningen af reguleringstilladelsen på ulvens mulighed for at opnå eller bibeholde gunstig bevaringsstatus, er det helt klart at reguleringstilladelserne ikke er forenelige med kravene i Habitatdirektivet. Hvilket medfører at samtlige reguleringstilladelser på ulv i Danmark er givet på et ulovligt grundlag.

SAMARBEJDE MED DANMARKS JÆGERFORBUND OM MULIGHED FOR AT BESKYTTE JAGTHUNDE MOD ULVEANGREB

Det virker helt ude af proportion når SGAV, på baggrund en udokumenteret oplevelse fra én enkelt jæger, igangsætter et samarbejde med Danmarks Jægerforbund, for at undersøge om det er muligt – juridisk, generelt – at tillade at skyde ulve, som angriber jagthunde i forbindelse med en jagt.

Jægeren omtaler en episode hvor han mener at ulve ville dræbe hans jagthund. Episoden er ikke dokumenteret, men er alene et udtryk for jægerens opfattelse og vurdering af situationen. Som episoden er beskrevet, er det langt fra sikkert, at jægeren vurdering af faren er i overensstemmelse med virkeligheden. (Det skal bemærkes at jeg ikke beskylder jægeren for at lyve, men at det er en kendsgerning at der ikke er dokumentation for hændelsen, og at jægeren ikke er ulvekyndig)

I betragtning af, at der årligt dør ca. 20 jagthunde i forbindelse med jagt, må det siges at være en overreaktion. Det skete intet, ingen kom til skade. Til dato har ulvene i Danmark ikke dræbt en eneste jagthund.

Jægere kan som alle andre mennesker påberåbe sig nødværge i henhold til Straffelovens § 13. Nødværge gælder for personen, såvel som personens ejendom, som i dette tilfælde er hans hund. Det er altså allerede muligt for jægere at beskytte hunden. Det virker bemærkelsesværdigt at Danmarks Jægerforbund, og ikke mindst SGAV, mener at jægere vil have positiv særbehandling. Alle andre borgere i samfundet er henvist til at bruge Straffelovens §13. Det svært at finde et argument for, at lige jægerne skal have særlovgivning.

Der nævnes i artiklen, at hvis jægeren havde haft mere ammunition, kunne han have afgivet et skræmmeskud. Det er helt korrekt, og en jæger uden ammunition er ikke normalen.

Vi imødeser et svar på vores anfægtelse af forvaltningen af de – i forhold til Habitatdirektivet – ulovlige tilladelser til regulering af ulven i Klosterheden og syd for Ikast.

Vi imødeser ligeledes et argument for at SGAV arbejder på at favorisere jægerne, så de undgår at bruge Straffelovens §13, som alle andre mennesker er henvist til. Og hvorfor det er problematisk at beskytte sin hund ved brug af Straffelovens §13.

Med venlig hilsen

Ole Pedersen

Formand

Foreningen Ulvetid