Det er på tide at der sættes ind for at finde ud af hvad der sker i Danmark. Med 2 ulveangreb om måneden bag ulvesikrede hegn er der noget rivende galt.

Derfor har Ulvetid rettet henvendelse til SGAV for at få en forklaring. Du kan læse henvendelsen herunder.

Til SGAV

Vedr. styrelsens manglende reaktion på den voldsomme stigning i antallet af ulveangreb bag ulvesikrede hegn

Af årsager, som til en vis grad må stå hen i det uvisse og til en vis grad må formodes at skyldes Jeppe Bruus ændring af definitionen af en problemulv, i forbindelse med den ”nye” ulvehandlingsplan fra april 2025, er antallet af ulveangreb bag godkendte hegn, og til en vis grad forsøgshegn, nærmest eksploderet de seneste 8 måneder.

Det første ulveangreb bag ulvesikret hegn i Danmark skete d. 16. januar 2025. derefter gik der lige godt 6 måneder, uden ulveangreb bag ulvesikrede hegn. Siden starten af september 2025 har Naturstyrelsens ulvekonsulenter og SGAV anerkendt yderligere 14 ulveangreb, som alle er sket over en periode på 8 måneder.

I et faktablad fra det svenske SLU Vildtskadecenter opgøres antallet af rovdyrangreb fra 2019 til 2021. I denne 3-årige periode har der været i alt 4 ulveangreb bag ulvesikrede hegn i Sverige. Den svenske ulvepopulation var i den omtalte periode omkring 350 – 400 ulve.

Det fremstår således lysende klart at noget er helt galt i Danmark. Efter en periode på 8 år helt uden ulveangreb bag ulvesikrede hegn, sker der nu mere ca. 2 ulveangreb bag ulvesikrede hegn om måneden. (mod ca. 1 om året i Sverige)

Det kalder i høj grad på en reaktion fra SGAV, omkring forholdene i forbindelse med ulveangrebene. Det er klart der er kommet flere ulve til med årene, men det forklarer ikke denne bratte stigning i antallet af angreb, fra 0 til 15 på rekordtid.

Ulven er et beskyttet dyr, og når der fra det ene øjeblik til det andet udstedes reguleringstilladelser som perler på en snor, er styrelsen forpligtet til at forsøge at finde årsagen til denne helt vanvittige stigning.

I en skrivelse, som undertegnede har modtaget fra SGAV d. 19. januar 2026 (J.nr. 2026-769) Skriver I ordret ”Skulle det senere vise sig, at de nye specifikationer ikke i tilstrækkelig grad forhindrer ulve i at trænge ind, vil kravene blive taget op til revision.”

Jeg tænker, at vi nu er i den beskrevne situation og at SGAV, som skrevet, må skride til handling for at finde årsagen, og stoppe den helt uacceptable rate, som styrelsen deler reguleringstilladelser ud på.

Jeg imødeser en reaktion fra Styrelsen og en forklaring på hvad styrelsen vil gøre for at få stoppet denne helt uacceptable udvikling i udstedelse af reguleringstilladelser.

Med venlig hilsen
Ole Pedersen
Formand
Foreningen Ulvetid