Ulvetid har skrevet til flere Folketingspolitikere, blandt andre Maria Reumert Gjerding, for at få dem til at kontakte ”ulveminister” Christian Rabjerg Madsen, og opfordre ham til at undlade at forlænge reguleringstilladelserne for private lodsejere i Oksbølområdet.

Ministeren har fået en let modificeret udgave af henvendelsen.

Du kan læse henvendelserne herunder:

Hej (Navn)

Vi skriver til dig i håbet om, at du vil opfordre den nye minister med ansvar for ulveforvaltningen, Christian Rabjerg Madsen, til ikke at forlænge de gældende reguleringstilladelser for ulve i Oksbøl. Efter vores opfattelse er tilladelserne både uforenelige med EU-retten og etisk problematiske.

Den tidligere minister, Jeppe Bruus, og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har givet 13 lodsejere i et cirka 300 km² stort område omkring Oksbøl tilladelse til at regulere ulve.

Forskeren Peter Sunde fra DCE har offentligt understreget, at det ikke er DCE’s anbefaling at gennemføre disse reguleringer, og Dyreetisk Råd har ligeledes udtalt sig kritisk om tilladelserne.

Tilladelserne udløber den 20. juni, og det er derfor afgørende, at de ikke forlænges.

For det første er det længe siden, der har været problemer med ulve i området, hvilket tyder på, at den eller de problemulve, som tilladelserne oprindeligt blev begrundet med, ikke længere opholder sig i området.

For det andet er flere af hvalpene fra kuldet i 2025, hvorfra de to formodede problemulve ifølge forskerne stammer, døde. Det vides ikke, om en eller flere af de resterende hvalpe er udvandret, hvilket er almindeligt, når ulve når en alder på omkring ét år. Dermed er risikoen væsentligt forøget for, at en lodsejer kommer til at skyde et af forældredyrene, som ikke er identificeret som problemulv.

Dette vil være problematisk af flere årsager:

  • Det vil efterlade årets ulvehvalpe med kun ét voksent forældredyr til at opfostre dem. Ud over at dette kan true hvalpenes overlevelse, øges risikoen for, at det tilbageværende forældredyr søger mod let tilgængelige husdyr for at skaffe føde.
  • Der findes ikke hjemmel i EU-lovgivningen til at skyde en tilfældig ulv. I praksis er det imidlertid dette, der risikerer at ske, når private personer selv skal vurdere, om en ulv er en problemulv.
  • Tilladelserne har karakter af generelle reguleringstilladelser og er derfor vanskelige at forene med præmis 41 i EU-Domstolens dom i sag C-674/17, hvoraf det fremgår, at en fravigelse efter habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, kun kan indrømmes i konkrete enkelttilfælde, der repræsenterer klart afgrænsede behov og særlige situationer.
  • I flere tilladelser giver SGAV adgang til at regulere en ulv, som blot opholder sig i nærheden af bebyggelse. Det handler dermed ikke længere om ulve, der faktisk bevæger sig ind i bebyggelse. Samtidig kan ulven skydes på mere end 30 meters afstand, og der kan skydes fra hus eller bil. Dette har karakter af almindelig jagt snarere end regulering af en konkret problemulv. Begrundelsen om, at ulven “opholder sig nær beboelse”, forekommer ikke at opfylde kravene i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, og synes heller ikke at være forenelig med præmis 38-41 i EU-Domstolens dom i sag C-88/19.

SGAV giver generelt tilladelse til regulering af ulve, der befinder sig inden for 30 meter af mennesker. Ifølge eksperterne i Large Carnivore Initiative for Europe (LCIE) kræves det derimod, at ulven gentagne gange nærmer sig mennesker, før regulering kan komme på tale. Regulering efter SGAV’s kriterier synes derfor ikke at være i overensstemmelse med de faglige anbefalinger.

Derudover ønsker vi at henlede opmærksomheden på et mere generelt problem ved samtlige reguleringstilladelser, som SGAV hidtil har udstedt.

I alle tilladelser anføres det, i overensstemmelse med kravet i Habitatdirektivets artikel 16 stk. 1, at reguleringen ikke må hindre opnåelsen af gunstig bevaringsstatus. SGAV’s begrundelse for at reguleringen ikke er til hinder for opnåelse af gunstig bevaringsstatus er at: ”reguleringen af ulven ikke hindrer opretholdelse af bestandens bevaringsstatus, da fjernelsen af enkelte individer ikke vil hindre, ej heller forsinke, at ulven opnår gunstig bevaringsstatus i Danmark, da ulven er i stødt fremgang Efter vores opfattelse lever denne begrundelse ikke op til EU-rettens krav om dokumentation”.

I præmis 42 i EU-Domstolens dom i sag C-629/23 fremgår det blandt andet, at vurderingen skal baseres på de nyeste videnskabelige oplysninger, herunder overvågning efter habitatdirektivets artikel 11. Dommen understreger desuden, at forsigtighedsprincippet i artikel 191, stk. 2, TEUF indebærer, at en medlemsstat skal afstå fra at tillade indgreb, hvis de bedste tilgængelige videnskabelige data giver anledning til usikkerhed om, hvorvidt artens gunstige bevaringsstatus kan opretholdes.

Efter vores vurdering er dette forsigtighedsprincip ikke blevet vurderet i forbindelse med de udstedte reguleringstilladelser.

Det er desuden, mere end tvivlsomt, om SGAV overhovedet kan dokumentere, at reguleringerne ikke hindrer opnåelsen af gunstig bevaringsstatus. Den nødvendige referencepopulation for ulv i Danmark er endnu ikke blevet beregnet, og uden en sådan beregning er det umuligt at foretage en tilstrækkeligt sikker vurdering.

Vi håber derfor, at du vil kontakte Christian Rabjerg Madsen og kraftigt opfordre ham til ikke at forlænge de nuværende reguleringstilladelser i Oksbøl.

Med venlig hilsen

Ole Pedersen

Ulvetid