Ulven og demokratiet
Af Ole Pedersen – Ulvetid
Er jeg den eneste, der mener, at demokratiet bliver sat på en alvorlig prøve – for ikke at sige sat ud af kraft – når det gælder forvaltningen af ulven i Danmark?
Jeg ved ikke, om det generelt fungerer sådan i det politiske system, men når det gælder ulven, oplever jeg, at forvaltningen i høj grad afhænger af den siddende ministers holdninger og prioriteringer.
Skiftende miljøministre har gennem årene ændret kurs i ulveforvaltningen, uden at der efter min opfattelse er gjort et reelt forsøg på at afdække årsagen til de mange ulve, der tilsyneladende forsvinder sporløst.
Efter min mening blev situationen yderligere problematisk, da ansvaret for ulveforvaltningen blev flyttet fra Miljøministeriet til Ministeriet for Grøn Trepart under Jeppe Bruus. Hvilken logik der ligger bag at placere ansvaret i et ministerium, som ikke har ulve som sit primære ansvarsområde, står fortsat uklart.
I april 2025 fremlagde Jeppe Bruus en ulvehandlingsplan, som jeg mener på flere punkter er uforenelig med EU’s habitatdirektiv og den praksis, der følger af EU-Domstolens afgørelser. Siden er der efter min opfattelse gennemført yderligere tiltag, som rejser de samme retlige spørgsmål.
Nu kunne det se ud til, at Christian Rabjerg Madsen vil videreføre den linje, som Jeppe Bruus lagde.
Det er udemokratisk at en minister kan altså i praksis fastlægge rammerne for ulveforvaltningen ud fra egne politiske prioriteringer, og jævnligt bruge embedsmændene til at indføre bestemmelser som er i konflikt med EU-reglerne, er det ikke kun udemokratisk, men også et retssikkerhedsmæssigt problem.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan embedsværket i praksis har en begrænset mulighed for at modsætte sig ministerens ønsker. Dette er blandt andet beskrevet i bogen Mørkelygten.
Selv om embedsværket i dag arbejder efter Kodex VII, har de grundlæggende udfordringer ikke ændret sig væsentligt. Hvis en minister ønsker en bestemt løsning gennemført, har embedsmændene efter min opfattelse meget begrænsede muligheder for at sige fra – også når der kan rejses spørgsmål om lovligheden. Problemstillingen er beskrevet i en rapport udarbejdet af forskere fra DCE og Syddansk Universitet, som klart beskriver risikoen for at begrænse sin karriere, hvis man ikke adlyder en lodret ordre fra en fortsat- eller ministeren.
På vegne af Ulvetid har jeg adskillige gange skrevet til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og til Ministeriet for Grøn Trepart. Senest har jeg skrevet til Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd.
Hver gang har jeg nøje redegjort for, hvor jeg mener, den danske ulveforvaltning er uforenelig med EU-reglerne. Jeg har henvist til konkrete domme fra EU-Domstolen, angivet sagsnumre og præmisser samt forklaret, hvorfor de vedtagne tiltag efter min vurdering ikke opfylder betingelserne i habitatdirektivets artikel 16.
Alligevel har ingen af de svar, jeg har modtaget fra ministerier eller styrelser, forholdt sig til de konkrete juridiske spørgsmål. Svarene består udelukkende af standardformuleringer om, at den danske ulveforvaltning er i overensstemmelse med dansk lovgivning og EU-retten.
Hvorfor vil – eller kan – den ansvarlige minister ikke besvare de konkrete spørgsmål, der bliver stillet?
Efter min opfattelse illustrerer det et grundlæggende problem i systemet. Styrelserne er underlagt ministerens ressort og forventes at administrere den politik, ministeren har besluttet. Det betyder, at ministeren kan henvise til styrelsens vurdering, mens styrelsen samtidig arbejder inden for de politiske rammer, ministeren har fastlagt. Det efterlader borgerne med meget begrænsede muligheder for at få en uafhængig vurdering af, om forvaltningen faktisk er i overensstemmelse med EU-retten.
Et aktuelt eksempel er Ulvetids seneste henvendelse til Christian Rabjerg Madsen om reguleringstilladelserne i Oksbøl samt ministerens svar på denne henvendelse.
Vi har desuden kontaktet miljøminister Maria Reumert Gjerding og gjort opmærksom på de retslige problemer, vi mener beslutningen rejser. Hendes svar var, at vi burde henvende os til den ansvarlige minister. Så her er heller ikke hjælp at hente.
Når en minister reelt kan træffe beslutninger, som efter min vurdering er i strid med EU-reglerne, uden at de konkrete juridiske indsigelser bliver besvaret, har jeg svært ved at genkende de demokratiske kontrolmekanismer, som burde være en grundsten i vores samfund.
Det efterlader mig med spørgsmålet: Hvor stærkt står demokratiet egentlig, hvis en borger ikke kan få et sagligt svar på konkrete juridiske indvendinger mod myndighedernes forvaltning?