Af Ole Pedersen

Juli 2026

Ulveforvaltningen i Danmark er løbet af sporet.

Politikere, herunder skiftene ministre (miljøministre og minister for Grøn Trepart) har medvirket til en – efter min mening – katastrofal ringe ulveforvaltning. Miljøstyrelsen og efterfølgende Styrelsen for Grøn Trepart og Vandmiljø (SGAV), har ligeledes svigtet deres forpligtigelse til at forvalte ulven i overensstemmelse med Bernkonventionen og EU’s Habitatdirektiv. Ministre og styrelser har fuldstændig tilsidesat krav til forvaltning af ulven, ved at ignorerer flere EU-domme.

Nu skal man naturligvis være forsigtigt med at vurdere, eller dømme vores nuværende ”ulveminister”, Christian Rabjerg Madsen. Men han er citeret for at have udtalt at ”ulven er her, det er et vilkår”. Tak for det. Nu kan vi så håbe at Christian Rabjerg Madsen vil lytte til fagkundskaben, om hvordan man skal forvalte ulven, hvis man ikke blot ønsker at sende signaler til den del af befolkningen der ikke ønsker ulve i landet og de mange dyreholdere, der frygter ulven.

Vi kan håbe han vil lytte til fagkundskaben og indrette forvaltningen i overensstemmelse med faglige og videnskabelige fakta.

REGISTRERING OG OVERVÅGNING AF ULVENE

Lige siden vi begyndte at registrere ulvene ved hjælp af DNA-tests og frem til 2024 var der styr på de danske ulve på individniveau. De danske forskere registrerede ulven ved hjælp af frivillige, som leverede dna-materiale og tømte vildtkameraer til Ulveatlas.

Ulvene blev ”navngivet” med individuelle identifikationsnumre, GW (løbenummer) ”m” for male eller ”f” for female. Eksempelvis blev den Nordjyske ulv kendt under ”navnet” GW 781 m. Disse registreringer blev administreret centralt, hos Senckenberginstituttet i Tyskland som registrerede ulvene i det meste af den Centraleuropæiske lavlandsbestand, som de danske ulve er en del af.

Den form for registrering af ulveindivider sluttede fordi ministeren, dels på grund af stigende priser for testen, og dels fordi antallet af ulve var steget, ikke ville betale for DNA-tests. Derfor gik forskerne over til at registrere efter et princip, som anvendes i vores nabolande og som anbefales af LCIE (Large Carnivore Iniciative for Europe), hvor mange førende ulveeksperter er medlem. De reproduktive par tælles og der ganges med en faktor, som i Danmark er 7. Resultatet er et udtryk for den totale bestand i landet. Både Jeppe Bruus og SGAV virkede ganske forbavsede over forskernes ændrede optællingsmetode. De burde ikke være forbavsede. Den kontrakt som Miljøstyrelsen havde udformet, og som blev underskrevet af parterne (Miljøstyrelsen og forskerne) i december 2023, adskilte sig fra tidligere kontrakter hvor myndighederne ville kende antallet af ulve i Danmark, ved at der i denne kontrakt var krav om at give myndighederne en ide om antallet af ulve i Danmark.

Den form for forvaltning som vi har set indtil nu, er centreret om muligheden for at regulere ulve. Et fænomen, der løb helt af sporet, da Jeppe Bruus blev ”ulveminister”. I hans tid blev der indført en lang række tiltag, tilsyneladende med det ene sigte at få skudt en eller flere ulve. Da der blev skudt en ulv ”lovligt” i Klosterheden d. 3. januar 2026 deltog Jeppe Bruus efter nedlæggelsen af ulven i et pressearrangement i Holstebro, hvor han blev fotograferet sammen med den nedlagte ulv. Det rejser spørgsmålet om, hvilket signal ministeren ønskede at sende med sin deltagelse.

FORSVUNDNE ULVE OG MANGLENDE HÅNDHÆVELSE AF REGLERNE

Det er et faktum at, der mens ulven blev registreret på individ niveau forsvandt over 20 ulve sporløst. Det er også et faktum at siden 2021 er der født over 100 ulvehvalpe i Danmark, Det tal tilsiger at der burde være tilkommet langt flere revirer, men der er kun kommet to ekstra revirer i samme periode. Den eneste sandsynlige forklaring på det, er at mange af ulvehvalpene er forsvundet.

Ulven er et beskyttet dyr, det til trods er der aldrig en eneste embedsmand, eller ansvarlig minister, der har forsøgt at finde årsagen til det store antal ulve der forsvandt. Der er tilsyneladende ingen i dette land der bekymrer sig om et helt åbenlyst problem. Spørgsmålet er om skiftende ministre i virkeligheden nærmest så det som en håndsrækning og ikke som det reelle problem, som forsvindingerne udgør?

Den del af forvaltningen som drejer sig om håndhævelse af ulvens fredning, og muligheder for at overleve i landet på lang sigt var, og er total fraværende.

ULVEHANDLINGSPLANEN, SOM JEPPE BRUUS INDFØRTE I APRIL 2025

Anderledes ser det ud når det handler om at bruge fravigelsesregler fra beskyttelsen af ulven. Jeppe Bruus fremkom med en ulvehandlingsplan i april 2025. Handlingsplanen er på flere punkter uforenelig med habitatdirektivet og flere EU-domme.

  • Det blev muligt at skyde ulve, som kom ind i bebyggelse, uden at være til gene for befolkningen. Det blev totalt ignoreret at der er tale om naturlig ulveadfærd. Det er også uforeneligt med EU-dommen i sag (C-88/19), som fastslår at det er naturlig ulveadfærd ulve kommer ind i byer.
  • Det blev muligt at skyde en ulv på formodning, Måden denne regel skal anvendes på gør at det i praksis vil være en tilfældig ulv der reguleres. Den jæger der skal skyde den formodede ulv vil ikke have mulighed for at vide om han skyder eden ene eller den anden ulv. Det er uforeneligt med EU-dommen i sag (C 342/05).
  • En ulv kan nu defineres som problemulv efter kun ét angreb bag ulvesikret hegn. Det er i direkte modsætning til hvad en af Tysklands førende ulveeksperter (Ilka Reinhardt) mener. For at kunne bedømme om der er tale om en problemulv, skal ulven have udvist tillært adfærd i forbindelse med angrebet. Det er ganske enkelt ikke muligt at tale om tillært adfærd ved kun ét angreb, eller om det blot var en tilfældighed. Jeppe Bruus ændrede reglerne ud fra en formodning om, at det var den samme ulv der igen angreb husdyrene. Det kunne et stykke hen ad vejen give en smule mening, hvis angrebet kom samme sted og kort tid efter. Men når der rent forvaltningsmæssigt åbnes op for mulighed til at søge reguleringstilladelse på et areal der er 10 gange større end arealet på det aktuelle ulverevirs areal, og reguleringstilladelserne fornys på helt åbenlyse utilstrækkelig baggrund, er det dybt problematisk. Her skal det fremhæves at den ulv der blev nedlagt i Klosterheden d. 3. januar, rent faktisk blev nedlagt på baggrund af en regulerings tilladelse, som havde rod i et ulveangreb d. 28. august 2025. Reguleringstilladelsen blev fornyet hele to gange med yderst tvivlsomme argumenter. Rent faktisk vil det være et tilfælde hvis det er den samme ulv, der angreb dyrene i august og den ulv der blev skudt fem måneder senere, i januar 2026.

I Danmark gør man samme fejl, som i mange andre lande. Men vælger at skyde ulve for at løse problemerne. Da den videnskabelige litteratur generelt peger på, at regulering af enkelte ulve ikke løser de bagvedliggende konflikter, rejser det spørgsmålet, om formålet med tiltagene primært er at signalere politisk handlekraft.

Fjerner man en ulv kommer der en ny. Så kan man naturligvis også skyde den, men så kommer der en ny. På den måde kommer det ikke til at handle om at løse problemet, men om at skyde ulve.

HÅNDTERING AF FRYGT BLANDT BEFOLKNINGEN

De to altoverskyggende problemer der er ved at leve med ulven som nabo er frygten for ulven og det faktum at ulven tager husdyr, specielt hvis de er nemt tilgængelige.

Den måde myndighederne i Danmark har tacklet problemerne med folks frygt for ulven lader meget tilbage at ønske. Det er et faktum at ulven ikke er farlig for mennesker, men hvis man af en eller anden grund er bange for ulve, er det en ringe trøst. Det er derfor uundgåeligt, at når man har ulve i et område vil der altid være personer der er bange for ulven, uanset hvordan og hvor godt problemerne forsøges løst. Folk er bange for hunde, slanger og så meget andet, så vi må leve med at en mindre del af befolkningen er bange for ulven.

Problemet er, at der er relativ mange mennesker der er bange for ulven. De er skræmt af populistiske politikere, der kommer med vilde og udokumenterede påstande. De har ingen faglig dokumentation for deres påstande. De får god hjælp af og medierne som bringer disse fantasifulde historier fordi der er salg i ulvehistorier. Der er flere penge i sensationer, end kedelige fakta.

Her har myndighederne i høj grad svigtet. De burde have afsat langt flere og langt bedre ressourcer, for at give befolkningen, specielt i de områder hvor ulvene har slået sig ned, en reel information og de burde have gjort opmærksom på alle de vilde påstande fra politikere og medier ikke var sande.

BESKYTTELSE AF HUSDYR

Det andet store problem er ulveangreb på husdyr. Det problem er blevet håndteret ekstremt dårligt af de ansvarlige ministre og myndigheder.

Ulve er intelligente dyr, som altid vil tage det nemmeste bytte. Får og andre mindre husdyr vil derfor være i fare, hvis ikke de beskyttes. Denne beskyttelse kan være natfolde, at tage dyrene ind om natten, at opsætte ulvesikrede hegn eller bruge vogterdyr eksempelvis hunde.

Når det ikke er sket i tilstrækkelig grad, er der flere årsager. Desværre peger pilen på en fejlslagen håndtering af problemet fra myndighederne og den ansvarlige minister.

Tilskudsordninger til beskyttelsesforanstaltninger har været alt for ringe. Det betyder at der i mange tilfælde ikke har været midler til at støtte de husdyrholdere som søgte om tilskud til at beskytte deres dyr.

Miljøstyrelsen og senere SGAV, har været medvirkende til at der ikke var interesse for at opsætte ulvesikrede hegn. De har gang på gang annonceret at hvis en husdyrholder blev udsat for et ulveangreb på sine dyr, fik han erstatning for dyrene, selv om der ikke var ulvesikret. Men hvis der kom yderlige angreb, ville der kun blive udbetalt erstatning hvis dyrene var forsøgt beskyttet med relevant afværgeforanstaltning. SGAV har imidlertid ikke håndhævet det. De har fortsat udbetaling af erstatning, til trods for husdyrholderne ikke har sikret dyrene efter første angreb. Den praksis kan naturligvis være stærkt medvirkende til manglende motivation til at beskytte dyrene.

Der rent faktisk er lovkrav om at husdyrholdere skal beskytte husdyrene dyrene bedst muligt mod rovdyrangreb. Kravet stammer fra et EU-direktiv, og er implementeret i dansk lov via flere artsspecifikke bekendtgørelser. Eksempelvis ”Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav for visse husdyr”. I disse bekendtgørelser er det et krav, at husdyr der går udendørs beskyttes bedst muligt mod rovdyrangreb.

Af årsager der ikke helt er til at forstå, havde den ansvarlige minister (dengang Landbrugs- og Fødevare minister Jacob Jensen), den opfattelse at det krav kun skulle opfyldes, hvis behovet skulle vise sig. Det ses i et svar som Jacob Jensen har givet i Folketingets Miljø og fødevareudvalg til Marianne Bigum fra SF. Det han reelt svarede, var at paragraffen i bekendtgørelsen, kun skulle tages i brug når skaden var sket.

SAGEN I KLOSTERHEDEN

  1. 3. januar 2026 blev den første ulv, som tidlige skrevet reguleret på baggrund af en reguleringstilladelse fra august 2025. En aktindsigt i hændelsesforløbet røber at flere hændelser i forbindelse med nedskydningen af ulven, ikke stemmer overens med den officielle forklaring, der er afgivet af dyrenes ejer. Ejeren stod ikke selv for reguleringen, men havde entreret med flere jægere. Disse jægere nægter at stå frem for myndighederne og afgive en førstehåndsberetning. Selv to henvendelser fra Ulvetid til SGAV, har ikke givet svar på uregelmæssighederne. Det virker som om SGAV ikke er interesseret i at få afklaret hvad der egentlig skete. Det må stå lysende klart for dem at den viden de har fra interne kilder, ikke stemmer overens med den afgivne forklaring fra dyrenes ejer.

SGAV burde have stillet krav om at få en skriftlig forklaring fra de involverede jægere, men det skete ikke.

FREMTIDEN

Det er uomtvisteligt at det ikke er problemløst at leve med ulve. Men de problemer som vi har på nuværende tidspunkt, er langt hen ad vejen et resultat af skiftene ministres uvidenhed, modvilje mod ulven og en uforståelige modvilje mod fagkundskaben. Det står uklart hvad ministeriets og styrelsens embedsmænds rolle i forvaltningen har været. Der burde ret beset have været embedsmænd der kendte til EU-regler, EU-domme, der havde fået ministeren til at tænke sig om en ekstra gang.

Ikke desto mindre fortsætter den ulovlige forvaltning af ulvene. Et virkeligt grelt eksempel er tilladelserne til private lodsejere ved Oksbøl til at regulere ulve. Det er på flere måder grove overtrædelser af EU-lovgivningen. Det til trods forlængede SGAV reguleringstilladelserne, uden en egentlig begrundelse.

Der er et generelt problem, at kravet i habitatdirektivets, om at reguleringen ikke må hindre opnåelse af gunstig bevaringsstatus, at myndighederne bruger en helt igennem utilstrækkelig argumentation og ikke lever op til kravet om videnskabelig dokumentation, som er specificeret i dommen i sag (C- 629/23),

SGAV ved ikke hvor stor en ulvepopulation det kræver, for vi har opnået gunstig bevaringsstatus. Det er således ikke muligt at vide hvad bevaringsstatus er. Ministre og styrelser har ganske enkelt aldrig bed forskerne regne det ud

Nok så alvorligt er at ministeren og SGAV totalt ignorerer at de ulovligt udsteder en generel tilladelse til regulering af ulve, som ovenikøbet er helt tilfældige individer. Ulve må kun reguleres i enkeltstående tilfælde ifølge dommen i sag (C-674/17).

KONKLUSION

Hvis Danmark ønsker en ulveforvaltning, der både beskytter mennesker, husdyr og en beskyttet art, kræver det en grundlæggende omlægning af forvaltningen. Forskernes registrering af bestanden skal respekteres, beskyttelsen af husdyr skal prioriteres, ulovlig forfølgelse skal håndhæves effektivt, og anvendelsen af undtagelser fra habitatdirektivets beskyttelse skal ske i fuld overensstemmelse med EU-retten. Først da kan Danmark leve op til sine internationale forpligtelser og skabe en forvaltning, der bygger på dokumentation frem for symbolpolitik.”