Ulvetids høringssvar vedrørende udkast til ny vildskadebekendtgørelse

Att. mail@sgav.dk

Bcc: Ulvetids bestyrelse

Foreningen Ulvetid takker for muligheden for at afgive høringssvar til det forelagte bekendtgørelsesudkast, og indleder med foreningens overordnede observationer om ulvens tilstedeværelse i Danmark, og de vanskeligheder mødet mellem menneskers tamdyr og ulven undertiden giver anledning til, og afsluttende med udpegning af uoverensstemmelserne med habitatdirektivets bestemmelser i det forelagte bekendtgørelsesudkast.

Ulven har snart været i Danmark i 15 år, og burde efterhånden være et dyr som alle andre i den danske natur. Ikke mindst da der fra første færd i habitatdirektivet har været et regelsæt, der favner ulvens eksistens og dens værdi for den europæiske og dermed også for den danske natur som nøgleart. Sådan er det imidlertid ikke gået, og det har vores ansvarshavende politikere, landbrugsorganisationerne og jagtorganisationerne en afgørende del af ansvaret for. Resten af ansvaret kan placeres på de forvaltende myndigheder, der ikke har villet eller evnet at forvalte og håndhæve de regler, der gælder på området, og som er forudsætningen for en acceptabel sameksistens med ulven.

Der ses en række uhensigtsmæssigheder i den hidtidige forvaltning på området, og herunder ikke mindst i samspillet med de krav og incitamenter til dyreholdere om beskyttelse af deres dyr, som efter vores opfattelse – trods klarhed i regelsættet (bekendtgørelsen BEK nr. 816 af 15/06/2023 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr, i § 11 ) –  ganske enkelt ikke håndhæves, og dermed heller ikke efterleves af dyreholderne.

Flere af disse er erhvervsmæssige dyreholdere, og dermed i målgruppen for §§ 22 og 23  i bekendtgørelse BEK nr. 816 af 15/06/2023 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr for skærpet straf efter reglerne herom.

Det forekommer i den sammenhæng direkte stødende at dyreholdere gentagne gange kan få udbetalt erstatning uden at have etableret ulveafvisende hegn. Vi henviser i den sammenhæng til Ulvetids høringssvar angående udkast til bekendtgørelse om tilskud til ulvesikring af hegn og om kompensation for ulveangreb på husdyr – j.nr. 2025-321764.

Der ses en strafbestemmelse i bekendtgørelse 816 af 15/6/2023, som tilsyneladende alene står der til pynt – i alt fald er det umuligt at indgive og få realitetsbehandlet politianmeldelse af dyreholdere, der ikke overholder pligten til at beskytte deres dyr, og man kan dermed være i tvivl om hvorvidt der overhovedet er opmærksomhed på bestemmelserne, og evne og vilje til at håndhæve dem.

Ud af de hidtidige ulveangreb på dyr på fold er mere end 90 % af tabene sket på dyr, der ikke har gået i ulveafvisende hegn, heraf flere gengangere, og det ville være oplagt at anvende de allerede foreliggende retsmidler overfor de forsømmelige ejere, i stedet for at imødekomme deres ønsker om at jage ulve, som ikke er individuelt identificerede som konkret problematiske som forudsat i habitatdirektivet, uanset om man kalder det regulering.

Samtlige angreb bag utilstrækkelige hegn burde have udløst politianmeldelser af de pågældende dyreholdere. Foreningen bekendt er der ikke endnu foretaget eller behandlet en eneste anmeldelse.

Som naturelskere, som skatteydere og som ansvarlige borgere i en retsstat, er det direkte krænkende, at der så ensidigt forvaltes til gunst for dyreholdere, der ikke lever op til det ansvar, som påhviler dem i henhold til gældende regler. Tværtimod tilstræber vore politikere og myndigheder at dyreholderne imødekommes i et omfang, som bringer Danmark i konflikt med det gældende direktiv på området.

Nedenfor gennemgår vi de relevante dele af habitatdirektivet, og udpeger de bestemmelser i direktivet, som det forelagte bekendtgørelsesudkast efter vores vurdering strider imod, og som derfor bør udgå, hvis Danmark skal overholde sine forpligtelser efter habitatdiretivet.

Konsekvenser ved at indsætte ulven i Vildtskadebekendtgørelsen

Overordnet må det konstateres, at kapitlet om ulv i forslaget til ændring af Vildtskadebekendtgørelsen ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de krav, der følger af ulvens beskyttelse efter EU’s habitatdirektiv og EU-Domstolens praksis.

De foreslåede regler har karakter af generelle reguleringstilladelser. Dette er vanskeligt at forene med EU-Domstolens dom i sag C-674/17, præmis 41, hvoraf det fremgår, at en fravigelse efter Habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, alene kan meddeles i konkrete enkelttilfælde, der repræsenterer klart afgrænsede behov og særlige situationer.

Forslaget indebærer derimod, at regulering kan ske uden forudgående konkret myndighedsvurdering, hvilket efter vores opfattelse ikke opfylder direktivets krav om individuel sagsbehandling.

Det fremgår af høringsbrevet, at de nye regler skal afspejle habitatdirektivets fravigelsesregler, herunder artikel 16. Denne bestemmelse kan imidlertid kun anvendes, hvis fravigelsen ikke hindrer opretholdelsen af artens gunstige bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.

EU-Domstolen har i sag C-629/23, præmis 42, fastslået, at vurderingen af en arts bevaringsstatus skal foretages på grundlag af de nyeste videnskabelige oplysninger, som er indsamlet gennem overvågningen efter habitatdirektivets artikel 11. Domstolen understreger samtidig, at forsigtighedsprincippet i artikel 191, stk. 2, TEUF indebærer, at hvis de bedste tilgængelige videnskabelige data giver anledning til usikkerhed om, hvorvidt en udnyttelse er forenelig med opretholdelsen af gunstig bevaringsstatus, skal medlemsstaten undlade at tillade en sådan udnyttelse.

Efter vores opfattelse foreligger der ikke dokumentation for, at myndighederne er i besiddelse af de nødvendige videnskabelige data, som kan danne grundlag for en sådan vurdering. Hertil kommer, at referenceværdien for ulvens gunstige bevaringsstatus i Danmark fortsat ikke er fastlagt. Det er derfor i praksis ikke muligt at dokumentere, at en regulering efter artikel 16 ikke vil påvirke artens bevaringsstatus negativt.

Det fremgår heller ikke af høringsmaterialet, at den krævede vurdering efter forsigtighedsprincippet er foretaget.

Forslaget indebærer efter sin ordlyd, at regulering af ulv kan ske uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Dette fremgår flere steder af høringsmaterialet.

Samtidig anføres det, at reglerne bygger på habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra b, om forebyggelse af omfattende skader på husdyr.

Efter vores opfattelse kan det imidlertid ikke lægges til grund, at ulveangreb generelt medfører omfattende eller alvorlige skader. Habitatdirektivets undtagelsesbestemmelser forudsætter en konkret vurdering af den enkelte situation og kan ikke danne grundlag for en generel reguleringsordning.

Høringsmaterialet anfører afslutningsvis, at regulering af ulv er betinget af, at arten har gunstig bevaringsstatus, og at myndighederne orienteres om nedlagte individer for at bevare overblikket over bestandens udvikling.

Denne begrundelse forekommer uklar. En efterfølgende orientering om nedlagte ulve kan ikke erstatte den forudgående vurdering, som habitatdirektivets artikel 16 kræver. Det afgørende er, om betingelserne for fravigelse er opfyldt, inden reguleringen finder sted.

Efter vores opfattelse indebærer forslaget derfor reelt en generel tilladelse til regulering af ulv uden den konkrete vurdering, som habitatdirektivet og EU-Domstolens praksis kræver.

Det bør endvidere præciseres, at stk. 4 i afsnittet om ulv i den foreslåede Vildtskadebekendtgørelse ændres således, at ordene “umiddelbart forestående eller igangværende” indsættes mellem ordene “at afværge et” og “angreb”.