Hvorfor håndhæves bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr ikke konsekvent?

Hvorfor håndhæves bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr ikke konsekvent?

Ulveforvaltningen i Danmark har siden april 2025 taget en drejning, hvor ministeren og de ansvarlige myndigheder i stigende grad synes at tilsidesætte de krav, der følger af Habitatdirektivet og EU-Domstolens praksis.

Det gælder tilsyneladende også, når det handler om de forpligtelser, som fåreavlere og andre husdyrholdere har til at beskytte deres dyr mod rovdyrangreb. Her synes politikere og myndigheder i udpræget grad at se bort fra den gældende lovgivning efterleves.

EU-direktiv 98/58/EF fastslår, at dyr, der holdes udendørs, når det er nødvendigt og muligt, skal beskyttes mod blandt andet vejrforhold, rovdyr og smitterisici. Direktivet er implementeret i dansk ret gennem en række artsspecifikke bekendtgørelser.

En bekendtgørelse er bindende ret og har inden for sit område samme retsvirkning som anden administrativ lovgivning. Borgere og virksomheder er derfor forpligtede til at overholde de krav, der følger af bekendtgørelsen.

I relation til ulve er især bekendtgørelse nr. 816 af 15. juni 2023 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr relevant. Bekendtgørelsen omfatter blandt andet får, og kravet om beskyttelse mod rovdyr fremgår af § 11.

Bestemmelsen har flere gange været genstand for spørgsmål i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

I svar på spørgsmål nr. 748 fra Marianne Bigum udtalte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, blandt andet:

“Styrelsen finder ikke, at der med bestemmelsen er hjemmel til at kræve, at alle mulige beskyttelsesforanstaltninger skal være sat i værk på forhånd, men at der skal reageres, hvis den oprindelige beskyttelse mod rovdyr ikke har tilstrækkelig beskyttende virkning.”

Denne fortolkning forekommer både uklar og vanskelig at forene med bestemmelsens ordlyd og formål.

For det første handler bestemmelsen ikke om at kræve, at “alle mulige” beskyttelsesforanstaltninger skal være etableret på forhånd. Den pålægger derimod dyreholderen en aktiv pligt til, at vælge den bedst egnede løsning til at beskytte sine dyr mod rovdyrangreb.

For det andet indebærer ministerens fortolkning reelt, at bestemmelsen først får praktisk betydning, når et angreb allerede har fundet sted. Det er vanskeligt at se, hvordan en sådan forståelse harmonerer med bestemmelsens forebyggende formål, som netop må være at begrænse risikoen for, at angreb finder sted.

For det tredje rejser ordlyden ” men at der skal reageres, hvis den oprindelige beskyttelse mod rovdyr ikke har tilstrækkelig beskyttende virkning” en række ubesvarede spørgsmål:

• Hvem har pligt til at reagere?

• Hvilke konkrete reaktion forventes iværksat?

• Hvilken myndighed fører tilsyn med, at der faktisk reageres?

• Hvilke retlige eller administrative konsekvenser har det, hvis der ikke reageres?

• Hvorfor ses der fortsat gentagne ulveangreb på de samme besætninger, hvilket kan indikere, at der ikke er fulgt tilstrækkeligt op efter det første angreb?

• Hvorfor synes manglende efterlevelse af bekendtgørelsens krav ikke at medføre myndighedsmæssige konsekvenser?

• Hvem bærer det overordnede ansvar for, at bekendtgørelse nr. 816 gentagne gange ikke bliver håndhævet konsekvent?

Der synes således at gælde to forskellige standarder i den danske ulveforvaltning. Når det drejer sig om husdyrejernes lovbestemte pligt til at beskytte deres dyr mod rovdyrangreb, synes manglende efterlevelse af reglerne ikke at give anledning til myndighedsmæssige reaktioner. Når det derimod drejer sig om ministerens ændringer af ulveforvaltningen, gennemføres disse, selv om de rejser væsentlige spørgsmål om deres forenelighed med Habitatdirektivet og EU-Domstolens praksis.

En retssikker og lovmedholdelig forvaltning forudsætter, at både nationale bekendtgørelser og EU-retten respekteres og håndhæves konsekvent – uanset om reglerne retter sig mod borgere eller myndigheder. Kun en ensartet håndhævelse af gældende ret kan sikre den nødvendige tillid til myndighedernes forvaltning og til, at lovgivningen anvendes efter de samme principper for alle. Se mindre