Reguleringen af ulven i Nr. Nebel (opdateret d. 26. 08. 26)

Det handler om en ulvehvalp fra 2025 fra Oksbølreviret. Den blev skudt onsdag aften af Naturstyrelsen (NST) i nærheden af Nr. Nebel.

Forløbet begyndte i Oksbølområdet, hvor to hvalpe fra 2025 udviste manglende skyhed over for mennesker. Der blev registreret mere end 15 episoder.

SGAV kontaktede de tyske ulveeksperter Ilka Reinhardt og Gesa Kluth, som efter at have gennemgået det tilgængelige materiale vurderede, at der var tale om en problemulv, og at der burde reageres hurtigt.

SGAV oprettede herefter en reguleringszone og gav private tilladelse til at regulere ulven. Nogle fik endda tilladelse til at skyde på over 30 meters afstand og fra skjul, eksempelvis fra en bil eller et hus.

Den ene af de to ulve blev skudt af en jæger der, efter egen forklaring, ved en fejl, skød ulven i panden med en pil et forsøg på at aflive en påkørt hjort.

Den anden ulv bevægede sig nordpå, og der blev oprettet en ny reguleringszone. Angiveligt fordi ulven havde været inde i nogle haver, hvor der befandt sig børn. Senere passerede den en restaurant, hvor der var både børn og voksne.

Efter pres fra minister Christian Rabjerg Christensen satte Naturstyrelsen tilsyneladende alle sejl til for at få ulven reguleret.

Det lykkedes så onsdag aften.

Men nu melder de vigtige spørgsmål sig:

1. Var reguleringen lovlig?
2. Var den nødvendig?
3. Hvad kom der egentlig ud af den?

Var reguleringen efter reglerne?

Når en ulv skal reguleres, skal det ske inden for rammerne af habitatdirektivets artikel 16.

Et af de grundlæggende krav for at kunne fravige beskyttelsen er, at fravigelsen ikke må være til hinder for, at bestanden opretholder eller opnår en gunstig bevaringsstatus.

Det fremgår imidlertid ikke i en tilstrækkelig dokumenteret form af reguleringstilladelserne, hvilket fagligt grundlag SGAV har anvendt til at dokumentere, at dette krav er opfyldt.

Det er et helt centralt spørgsmål, for hvordan har myndighederne vurderet, at reguleringen ikke påvirker ulvebestandens mulighed for at opnå en gunstig bevaringsstatus?

Her kommer også forsigtighedsprincippet ind i billedet. Det skal indgå i vurderingen, når der træffes beslutninger på et område, hvor der er usikkerhed om konsekvenserne for den beskyttede bestand. Men forsigtighedsprincippet synes ikke at spille nogen rolle i de reguleringstilladelser, der er offentliggjort.

Et andet helt centralt krav i artikel 16 er, at der ikke må findes en anden tilfredsstillende løsning.

Og netop her mener jeg, at myndighedernes håndtering lader meget tilbage at ønske.

Når man allerede tidligt i forløbet havde vurderet, at der var tale om en ulv med unormal adfærd, kunne man have forsøgt andre metoder. Eksempelvis kunne ulven være blevet bedøvet, forsynet med GPS-halsbånd og efterfølgende forsøgt skræmt med ikke-dødelige metoder, herunder paintballvåben. Det blev ikke forsøgt.

Det rejser derfor et helt grundlæggende spørgsmål:

Har SGAV undersøgt og dokumenteret, at der ikke fandtes en anden tilfredsstillende løsning, før man besluttede at regulere ulven?

Det er ikke nok blot at konstatere, at ulven var problematisk. Myndighederne skal også kunne redegøre for, hvorfor den valgte løsning var nødvendig, og hvorfor andre mulige løsninger ikke kunne anvendes.

Det er naturligvis problematisk når en ulv udviser en så opsøgende adfærd, men det retfærdiggør ikke at ministre og styrelsen ikke overholder reglerne i habitatdirektivets artikel 16. Skal der reguleres skal det foregå efter reglerne.

Var det nødvendigt at skyde ulven?

Hvis vi ser på situationen isoleret, må man selvfølgelig erkende, at den manglende skyhed kunne udvikle sig til et alvorligt problem.

Ulven var tilsyneladende fødevant og søgte tæt på mennesker. Det betød, at den ved flere lejligheder kom meget tæt på folk.

Hvis den havde taget det næste skridt og eksempelvis nappet i en trøje eller en jakke, kunne situationen meget hurtigt være eksploderet i medierne.

Presset på ulveforvaltningen ville være blevet enormt, og det ville samtidig kunne have gjort det vanskeligere at forsvare den samlede danske ulvebestand.

Set fra den vinkel kan man derfor godt forstå, hvorfor myndighederne ønskede at få situationen afsluttet.

Men det ændrer ikke spørgsmålet om, hvorvidt reguleringen var den eneste og nødvendige løsning efter artikel 16.

Hvad kom der så ud af det?

Det er måske det vigtigste spørgsmål.

Hvis problemet grundlæggende skyldtes, at ulvene var blevet fødevante gennem fodring, så har man ikke løst årsagen til problemet ved at skyde én ulv.

Hvis myndighederne nu tror, at problemet er løst, fordi den pågældende ulv er død, risikerer vi at stå med præcis samme situation igen, når hvalpene fra 2026 begynder at bevæge sig rundt i landskabet.

Det centrale spørgsmål er derfor ikke kun, hvorfor ulven blev skudt. Det er også, hvad myndighederne vil gøre for at forhindre, at situationen gentager sig.

Hvis fødevanthed og fodring var en væsentlig del af problemet, burde fokus være rettet mod årsagen.

Det er efter min mening langt mere konstruktivt end endnu en gang blot at ende med at skyde ulven. Ansvaret stopper ikke dér.

Hvis ministeren og myndighederne virkelig ønsker at forhindre, at vi står i samme situation igen, bør de tage fat om årsagen til problemet og sikre, at fodring af vilde ulve bliver effektivt forhindret.

Hvis ikke det sker, risikerer hele cirkusset at begynde forfra med hvalpene fra 2026.

Sidst men ikke mindst. Man kan kun håbe, at de personer, der fodrede ulvene i 2025, har forstået konsekvenserne af deres handlinger.