Hvad sker der i forbindelse med en ulvs truende adfærd i Bunken?
Hvad sker der i forbindelse med en ulvs ”truende” adfærd i Bunken?
Spørgsmålet kan efter min opfattelse deles op i to:
- Hvad var det egentlig, der foregik i Bunken?
- Hvad er det, ministeren og andre politikere nu ønsker at sætte i gang?
- Hvad var det, der foregik?
Når man ser den video, som løberen selv har lagt op, er der efter min vurdering ikke meget, der tyder på, at ulven – kendt under betegnelsen GW 781m – havde til hensigt at angribe løberen. Det, man ser, ligner derimod et skinangreb, hvor ulven forsøger at få løberen til at holde afstand til dens hvalp.
Det er ikke en adfærd, man ofte ser hos ulve, men den er kendt fra andre lande. På engelsk bruges blandt andet betegnelsen bluff charge, som især er kendt fra bjørne og pumaer.
Hvis ulven reelt havde haft til hensigt at angribe løberen, ville dens adfærd have været en helt anden. Den ville ikke have foretaget den form for fremvisning og markering, som ses på videoen, men havde i stedet gået direkte til angreb.
Måske kan det hjælpe at vende situationen på hovedet og forestille sig et hypotetisk scenarie:
En løber kommer gående ad en skovsti med sit femårige barn ved siden af sig. Længere fremme på stien dukker en ulv op og bevæger sig i deres retning. Ulven fortsætter i første omgang uanfægtet. Men efterhånden bliver løberen nervøs for sit barn. Hvad gør han?
Personligt tror jeg, at de fleste ville kunne forstå, hvis han stillede sig mellem ulven og sit barn, råbte, gjorde sig stor og forsøgte at få ulven til at holde afstand.
Han ville være bange – men han ville samtidig forsøge at beskytte sit barn.
Det er en reaktion, de fleste mennesker umiddelbart kan forstå.
Men når ulven reagerer på næsten samme måde for at beskytte sit afkom, synes forståelsen pludselig at forsvinde. Ulven bliver i stedet fremstillet som aggressiv og farlig.
Det er værd at spørge, om vi ikke bør være i stand til at skelne mellem truende adfærd og optræk til et egentligt angreb.
- Hvad er det, ministeren og andre politikere vil sætte i gang?
Ulveforvaltningen i Danmark blev frem til april 2025 efter min opfattelse i vid udstrækning håndteret inden for rammerne af habitatdirektivet.
Det ændrede sig med den ulvehandlingsplan, som daværende minister Jeppe Bruus introducerede i april 2025.
Med handlingsplanen blev forståelsen af begrebet problemulv udvidet. Hvor betegnelsen hidtil havde været knyttet til ulve med en afvigende eller problematisk adfærd, blev der åbnet for, at også ulve med en naturlig adfærd kunne blive defineret som problemulv.
Allerede dengang advarede vi om, at dette kunne blive en glidebane.
For hvis en ulv med helt naturlig adfærd kan betegnes som en problemulv, alene fordi mennesker bliver utrygge ved dens tilstedeværelse, har man efter vores opfattelse bevæget sig over en vigtig grænse for, hvad der kan betegnes som en forsvarlig forvaltning af et fredet dyr.
Samtidig rejste flere af elementerne i handlingsplanen spørgsmål i forhold til EU’s regler om beskyttelse af ulven.
Nu ønsker minister Christian Rabjerg Madsen, at udenlandske kolleger skal presse EU til at acceptere en praksis, hvor en ulv, som både danske og udenlandske eksperter vurderer ikke udgør en reel fare og udviser naturlig adfærd, skal kunne reguleres, alene fordi mennesker bliver bange for den.
Hvis det bliver modellen, risikerer ulvens beskyttelse reelt at miste sin betydning.
For hvad bliver så det næste kriterium?
Skal et fredet dyr kunne reguleres, fordi nogen føler sig utrygge ved det?
Det virker uigennemtænkt at gøre menneskers frygt til et selvstændigt grundlag for at tilsidesætte beskyttelsen af en fredet art. Der findes mennesker, som er bange for køer, heste eller andre store husdyr. Husdyr kan i sjældne tilfælde også forårsage alvorlige ulykker og dødsfald. Alligevel bruger vi naturligvis ikke menneskers subjektive frygt som grundlag for generelt at regulere eller aflive dyrene.
Det afgørende må være dyrets faktiske adfærd og den konkrete risiko – ikke alene menneskers oplevelse af frygt.
Derfor er spørgsmålet også, om ministeren reelt handler på baggrund af hændelsen i Bunken – eller om han først og fremmest handler, fordi det er en ulv.
Det er to meget forskellige ting.
Jeg har svært ved at se, at Christian Rabjerg Madsen vil få held med sit forehavende, hvis målet er at få EU til at acceptere en praksis, hvor ulve med naturlig adfærd kan reguleres alene på baggrund af menneskers frygt.
Da ulvens beskyttelsesstatus i EU blev ændret fra strengt beskyttet til beskyttet, var det samtidig tydeligt, at der var betydelig modstand mod denne nedgradering.
Derfor er det svært at forestille sig, at EU-Kommissionen vil acceptere en praksis, der i realiteten kan udhule den beskyttelse, som ulven fortsat er omfattet af.
Hvis vi først begynder at regulere ulve, fordi de opfører sig som ulve, er spørgsmålet ikke længere, hvordan vi bedst forvalter ulven – men hvor meget af ulvens beskyttelse der egentlig er tilbage.