Nedenstående klage har udelukkende fokus på det juridiske i forbindelse med tilladelsen til at regulere ulve ved Oksbøl.
Det skal IKKE forstås sådan at vi I Ulvetid er uenige med forskerene ved Naturhistorisk Museum i Århus, DCE og ved Lupus instituttet i Tyskland om at den omtalte ulve var moderat habitueret, og at der skulle gribes ind fra myndighedernes side.
Med klagen ønsker vi blot at gøre opmærksom på at myndighederne ikke har belæg for at regulere ulven. De har ganske enkelt ikke dokumentationen i orden. Uanset hvad man mener om alle de menneskelige aspekter i sagen, er man nødt til at holde sig inden for de juridiske rammer som er gældende, og det sker ikke.
Det skal derfor understreges at hovedproblemet i nedenstående sag er det forhold at myndighederne, ser stort på en række EU-regler herunder, at der gives tilladelse til regulering uden af undersøge om der var andre mulige løsninger. DET VAR DER I DENNE SAG, MEN DE BLEV IKKE TAGET I ANVENDELSE.
Her kan du se fastholdelse af vores klage fra 27. februar 2027:
Til Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Vedrørende min klage over udvidet reguleringstilladelse i Oksbøl (SGAV Id nr.: 14198690) af 28. februar 2026 til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV
Jeg skriver, fordi det fremgår af SGAV’s svar af 16. september 2026 på min klage, at sagen skal behandles af departementet, såfremt jeg ønsker at fastholde min klage.
Det gør jeg hermed.
Jeg vil indledningsvis bemærke, at det efter min opfattelse er stærkt kritisabelt, at der går mere end et halvt år, før der gives svar på en henvendelse til SGAV. Det gælder ikke mindst i en sag, der vedrører et aktuelt og væsentligt forvaltningsmæssigt spørgsmål om myndighedernes adgang til at regulere en beskyttet art.
I den konkrete sag har forløbet udviklet sig på en måde, som efter min opfattelse rejser alvorlige spørgsmål om både sagsbehandlingen og det juridiske og faglige grundlag for reguleringstilladelsen. Den pågældende ulv er nu skudt.
Jeg fastholder imidlertid klagen, fordi de principielle spørgsmål ikke dermed er bortfaldet. Tværtimod er det væsentligt at få fastlagt, hvilke juridiske og faglige krav myndighederne skal opfylde, hvis tilsvarende sager opstår fremover.
- Kravet om, at andre tilfredsstillende løsninger skal undersøges
SGAV skriver i sit svar:
“Denne adfærd kan indikere en tilvænning til menneskelig tilstedeværelse eller andre forhold, der har reduceret dens naturlige skyhed, hvorfor der blev givet tilladelse til regulering.”
Denne formulering giver anledning til et helt centralt spørgsmål: Hvilke andre løsninger blev faktisk undersøgt, før beslutningen om regulering blev truffet?
Efter habitatdirektivets artikel 16 kan der kun gøres undtagelse fra beskyttelsesordningen, hvis der ikke findes en tilfredsstillende alternativ løsning, og de øvrige betingelser for undtagelsen er opfyldt.
EU-Domstolen har fastslået, at disse betingelser gælder for alle undtagelser efter artikel 16, og at undtagelsesbestemmelsen skal fortolkes restriktivt. Det påhviler den myndighed, der træffer afgørelsen, at godtgøre, at betingelserne er opfyldt. Domstolen har desuden fastslået, at myndigheden skal undersøge andre mulige løsninger på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige og tekniske viden.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt efter min opfattelse blot at anføre, at regulering blev anset for nødvendig. Det må kunne dokumenteres, hvilke alternativer der blev undersøgt, hvad undersøgelserne viste, og hvorfor disse alternativer ikke kunne opfylde det formål, som reguleringen skulle varetage.
Jeg ønsker derfor oplyst:
- hvilke konkrete alternative løsninger SGAV undersøgte,
- hvornår disse undersøgelser blev foretaget,
- hvilket fagligt materiale vurderingen byggede på,
- og hvorfor de enkelte alternativer blev anset for ikke at være tilfredsstillende.
Hvis der ikke blev foretaget en sådan undersøgelse, ønsker jeg oplyst, hvilket juridisk grundlag SGAV mener at have haft for at meddele reguleringstilladelsen.
- Hvad var den konkrete fare for mennesker?
SGAV skriver:
“En reguleringstilladelse kan, i henhold til habitatdirektivets artikel 16, gives med henvisning til hensynet til menneskers sikkerhed. Vurderingen beror på en afvejning af to grundlæggende, men modsatrettede hensyn: dels behovet for at beskytte ulven som en fredet og sårbar art, dels hensynet til menneskers sikkerhed og tryghed. I den konkrete situation vurderes sikkerhedshensynet at veje tungest.”
SGAV henviser i den forbindelse til habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra c.
Hvis det er dette hensyn, der har begrundet reguleringen, må der efter min opfattelse kunne peges på en konkret og dokumenteret sikkerhedsrisiko.
Det er ikke det samme som, at mennesker har været utrygge ved ulvens tilstedeværelse.
Jeg finder derfor en væsentlig juridisk forskel mellem:
- at mennesker oplever frygt eller utryghed ved en ulvs tilstedeværelse, og
- at der foreligger en konkret risiko for menneskers sikkerhed, som kan begrunde en undtagelse fra beskyttelsesreglerne.
Jeg ønsker derfor oplyst, hvilke konkrete forhold SGAV lagde til grund for konklusionen om, at hensynet til menneskers sikkerhed vejede tungere end hensynet til beskyttelsen af ulven.
Jeg ønsker samtidig oplyst, om departementet mener, at den pågældende ulv konkret udgjorde en fare for mennesker, og i givet fald hvilket fagligt materiale der understøtter denne vurdering.
- Kan “frygt og utryghed” i sig selv begrunde regulering?
Jeg ønsker samtidig departementets stillingtagen til, om almindelig frygt eller oplevet utryghed ved tilstedeværelsen af en ulv i sig selv kan udgøre det nødvendige grundlag for en reguleringstilladelse efter den bestemmelse, SGAV har henvist til.
Det er efter min opfattelse afgørende at få dette spørgsmål besvaret klart, fordi en meget bred fortolkning af begrebet “menneskers sikkerhed” i praksis vil kunne føre til, at en ulv kan reguleres alene på baggrund af menneskers reaktion på dens tilstedeværelse.
Det forekommer ikke at være det samme som at dokumentere en konkret sikkerhedsrisiko.
- Bevaringsstatus – hvilket datagrundlag bygger SGAV på?
SGAV skriver:
“En reguleringstilladelse må ikke hindre opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vurderer, at reguleringen af ulven ikke hindrer opretholdelse af bestandens bevaringsstatus, da fjernelsen af enkelte individer ikke vil hindre, ej heller forsinke, at ulven opnår gunstig bevaringsstatus i Danmark, da ulven i Danmark er i støt fremgang.”
Dette svar rejser efter min opfattelse flere alvorlige spørgsmål.
Det afgørende spørgsmål er ikke alene, om antallet af ulve aktuelt er stigende. Der skal foretages en vurdering af, om den konkrete regulering er forenelig med målet om at opnå eller opretholde gunstig bevaringsstatus.
EU-Domstolen har i sin praksis understreget, at vurderingen skal baseres på den bedste foreliggende videnskabelige og tekniske viden. Domstolen har samtidig fastslået, at vurderingen af bevaringsstatus ikke blot kan reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt bestanden aktuelt er i fremgang.
Jeg ønsker derfor oplyst:
Hvordan kan SGAV foretage en tilstrækkeligt dokumenteret vurdering af effekten af at fjerne et individ, hvis myndighederne samtidig ikke har et præcist og sikkert kendskab til den samlede bestand og til det bestandsniveau, der er nødvendigt for at opnå gunstig bevaringsstatus?
Hvis SGAV mener, at disse oplysninger ikke er nødvendige for vurderingen, ønsker jeg en konkret redegørelse for det juridiske og videnskabelige grundlag herfor.
- Forsigtighedsprincippet
Jeg har tidligere gjort SGAV opmærksom på forsigtighedsprincippet i TEUF artikel 191.
Jeg finder det derfor utilstrækkeligt, hvis SGAV blot konstaterer, at ulvebestanden er i fremgang, uden at forholde sig til den usikkerhed, der måtte være om bestandens størrelse, udvikling og nødvendige bestandsniveau.
EU-Domstolen har fastslået, at forsigtighedsprincippet indebærer, at beskyttelsesforanstaltninger kan være nødvendige, når der på grundlag af den bedste tilgængelige videnskabelige viden fortsat består usikkerhed om risiciene for opretholdelsen af en art på gunstig bevaringsstatus.
Jeg ønsker derfor en konkret redegørelse for:
- hvilke usikkerheder SGAV identificerede,
- hvordan disse usikkerheder indgik i vurderingen,
- og hvordan forsigtighedsprincippet konkret blev anvendt ved beslutningen om regulering.
- Var der tale om en konkret regulering af et bestemt individ?
Et andet helt centralt spørgsmål vedrører identifikationen af den ulv, som skulle reguleres.
SGAV har givet mulighed for regulering af ulve på over 30 meters afstand i særlige zoner.
SGAV skriver:
“Rationalet i dette vilkår var, at en ulv, der kom helt tæt på byen i de konkrete områder, med stor sandsynlighed ville være en af de ulve, der tidligere har udvist problematisk adfærd.”
Jeg finder denne begrundelse vanskelig at forene med kravet om en konkret og individuel vurdering.
At en ulv befinder sig tæt på en by, dokumenterer ikke i sig selv, at der er tale om det samme individ, som tidligere har udvist den adfærd, der begrundede reguleringen.
Det gælder navnlig, hvis ulven kan reguleres fra stor afstand og fra skjul.
I så fald kan ulven efter min opfattelse ikke nødvendigvis registrere menneskelig tilstedeværelse, og skytten kan tilsvarende have meget begrænsede muligheder for at identificere det konkrete individ.
Det rejser derfor spørgsmålet, om der reelt er tale om regulering af det problematiske individ, eller om vilkårene i praksis åbner mulighed for regulering af enhver ulv, der befinder sig inden for det pågældende område.
Det er en væsentlig juridisk forskel.
- EU-Domstolens krav om en konkret og dokumenteret vurdering
EU-Domstolen har i flere sager understreget, at undtagelser fra beskyttelsesordningen skal anvendes på en måde, der tager sigte på præcise krav og specifikke situationer.
Jeg ønsker derfor departementets vurdering af, om en tilladelse, der giver mulighed for at regulere en ulv alene på grundlag af dens geografiske placering, kan opfylde dette krav, når det ikke samtidig kan dokumenteres, at den pågældende ulv er det individ, som har udvist den adfærd, der begrundede reguleringen.
Mine spørgsmål til departementet
På baggrund af ovenstående ønsker jeg følgende spørgsmål besvaret konkret:
- Mener departementet, at det er acceptabelt, at der går mere end et halvt år, før der gives svar på en henvendelse til SGAV om et aktuelt og væsentligt forvaltningsmæssigt spørgsmål?
- Hvilke konkrete alternative løsninger blev undersøgt, inden reguleringstilladelsen blev meddelt?
- Hvilket fagligt og juridisk grundlag blev anvendt til at konkludere, at disse alternativer ikke var tilfredsstillende?
- Hvilke konkrete forhold begrundede SGAV’s vurdering af, at hensynet til menneskers sikkerhed vejede tungere end hensynet til beskyttelsen af ulven?
- Mener departementet, at den pågældende ulv konkret udgjorde en fare for mennesker? Hvis ja, hvilket fagligt og juridisk grundlag bygger denne vurdering på?
- Kan frygt eller oplevet utryghed ved en ulvs tilstedeværelse i sig selv udgøre grundlag for regulering med henvisning til menneskers sikkerhed? Hvis ja, ønskes dette juridisk begrundet.
- Hvordan har SGAV konkret dokumenteret, at reguleringen ikke kunne hindre eller forsinke opnåelsen eller opretholdelsen af gunstig bevaringsstatus?
- Hvilke data om den danske ulvebestands størrelse, udvikling og nødvendige bestandsniveau indgik i denne vurdering?
- Hvordan er usikkerheden om disse data indgået i SGAV’s vurdering?
- Hvordan er forsigtighedsprincippet efter TEUF artikel 191 konkret blevet anvendt ved beslutningen om regulering?
- Hvordan sikrede SGAV, at det var det konkrete individ, der havde udvist den problematiske adfærd, som blev reguleret?
- Hvilket juridisk grundlag gav SGAV adgang til at tillade regulering på stor afstand og fra skjul, når dette samtidig kan vanskeliggøre eller umuliggøre en sikker identifikation af det konkrete individ?
Jeg vil gerne understrege, at mine spørgsmål ikke handler om, hvorvidt mennesker kan føle frygt eller utryghed ved ulve.
Det spørgsmål, jeg ønsker besvaret, er et andet:
Hvilke konkrete juridiske og faglige betingelser skal være opfyldt, før en myndighed kan træffe beslutning om at aflive en ulv, og kan SGAV dokumentere, at disse betingelser faktisk var opfyldt i den konkrete sag?
Det er efter min opfattelse dette spørgsmål, der er afgørende for at sikre, at fremtidige reguleringstilladelser træffes på et korrekt og dokumenteret grundlag.
Afslutningsvis henviser jeg til min note til SGAV’s referat fra mødet den 10. august 2026, som sammen med referatet er videresendt til departementet. Noten blev desuden overrakt til departementet i forbindelse med Ulvetids møde med ministeren den 10. september 2026.
Jeg ser frem til departementets konkrete besvarelse af ovenstående spørgsmål.
Med venlig hilsen
Ole Pedersen